September, 2019
Kære Med-Meulenborgere,
Vi har nu alle modtaget varsling om atter en huslejeforhøjelse i en serie af markante forhøjelser i de seneste 3 år.
Mange vil nok synes, at den igen er ganske markant.
Men vi er ved samtale med TDC P´s Administration, Kennith Holmgang, blevet gjort bekendt med, at den kun er halvdelen af det, den egentligt skulle være, idet TDC P har valgt at dele denne forhøjelse over to omgange/to år.
Dette er – i deres optik – en venlig handling for at kompensere for en anden kedelig faktor, som vi nu må forholde os til:
Den længe udmeldte, planlagte og tiltrængte opdatering/renovering af køkkener og badeværelser er udskudt fra i år, 2019 til næste år – 2020!
Men lejeforhøjelsens tidsplan tænkes ikke ændret – den starter ”til tiden”!? – januar 2020.
Ingen af disse ændrede tidsplaner vækker vel næppe synderlig begejstring hos os, der påvirkes af dem. Vi fandt det derfor rimeligt at foreslå, at en anstændig og retfærdig kompensation til beboerne, så logisk måtte være, at skubbe første forhøjelse med samme tidsforskydning som de udsatte renoveringer, altså til 2021.
Ved vores førnævnte samtale kunne vi ikke opnå forståelse eller enighed om denne rimelighed.
En forklaring var, at vi har boet ”for billigt i 18 år” og at der i denne periode er opsamlet en ”manko”, som TDC P nu vil søge at nivellere på 4 år! En ”logik” og ”rimelighed” vi har svært ved at forstå, endsige acceptere.
Vi har derfor bedt Kennith Holmgang skriftligt at redegøre og argumentere for den rimelighed han og TDC P opfatter som bevæggrund for denne fastholden af tidspunkt for lejeforhøjelse set i lyset af et udskudt tidspunkt for renovering.
Kennith Holmgang har indvilliget i at fremkomme med en sådan redegørelse, som umiddelbart vil blive lagt ud på MB intranettet.
Beboernes eventuelle spørgsmål, kommentarer og indsigelser i denne forbindelse må derefter rettes individuelt direkte til TDC P.
Med venlig nabohilsen
BBR Meulenborg Park
Kåre Fjalland
Philip Svane
IngeMerete Borum
Carina Fjalland
Preben Wetche